Om gamle lægebøger i ’Siden Saxo’

 

Forside Henrik Smids Lægebog 1859

 

Det virker kuriøst, at Henrik Smid’s lægebog kunne overleve som folkeligt læestof  endnu i 1859, trods det at mere naturvidenskabeligt anlagt lægebøger var på markedet. De kan i øvrigt være lige så kuriøse at læse i som Henrik Smids ”Lægebog”!

Tidligere tiders lægekunst kan anskues ud fra mange aspekter. Med bogtrykkerkunstens udbredelse skete der også en udbredelse af læse-færdigheden hvilket medførte at den mest forskelligartede viden kunne formidles på en ny måde og ikke kun fra mund til mund. Når det gæl-der sygdomsbekæmpelse og helbredelse var det et felt der klart kunne drage fordel af selvhjælpsbøger, for læger var der praktisk taget ingen af.
Set med nutidens øjne er det svært at se, at bøgerne var til større hjælp, hvis i øvrigt målgruppen ”den menige mand” fandtes. Men bøgerne blev jo trykt og solgt og kom ofte i mange oplag, så brugt er de nok blevet.
Tove Elisabeth Kruse har i tidsskriftet ”Siden Saxo” skrevet en artikel om ”Danske lægebøger til menigmand”. Det vil sige, at hun fra perioden 1533 til 1677 har udvalgt seks lægebøger, ud fra hvilke hun så beskriver, hvilke råd menigmand kunne hente i disse skrifter. Det er især systemet bag bøgernes hjælpeforslag, som er i fokus. Interessant nok lægger hun stor vægt på, at udgangspunktet i tiden er religionen og dermed arvesynden., og først derefter den fra antikken hentede ”humoralpatologi”, som er læren om de fire væsker med udgangspunkt i opfattelsen af verden som bestående af fire elementer. Artiklen slutter med noget som kan opfattes som et afsæt for et forskningsprojekt, i det hun skriver: ” Kunne man forestille sig, at den mere erfaringsbaserede folkemedicin og den kloge kones behandlingstilbud var lige så gode elle måske i visse henseender bedre end antikkens tekst – og teoribase-rede humoralpatologi indfattet i kristen pønitens? Kun dybere udforsk-ning af den folkemedicinske praksis vil gøre det muligt at kaste lys over dette spørgsmål.”
Nok en forskning der vil være vanskelig at gennemføre, fordi vor vi-den om den folkemedicinske praksis skriver sig fra 18-1900 tallet, hvor man må tro at de gamle lægebøgers autoritet mere var af symbolsk art end som anvendt lekture.
Da Bonde-Practica udover så meget andet også var at forstå som en bog med læge- og sundhedsråd, undrer det mig, at Tove Elisabeth Kruse ikke nævner den. Jeg kan ikke tro andet, end den er hende bekendt, så jeg formoder, det er en pædagogisk udeladelse, da den ikke som de andre er en ”ren” lægebog. Jeg vil spørge hende ad, i håb om et svar her i bloggen!

PS.
Jeg fandt frem til artiklen i ’Siden Saxo’, 2009/1 fordi jeg er gået i gang med at læse Tove Elisabeth Kruse: Helhedsvison og videnskab hos 1500-1600 tallet naturforskere. Den virker langt fra letlæst, men jeg tog den med mig fra C.A.Reitzels ophørsudsalg, fordi den lød som en bog, som kan hjælpe en til forståelse af den tid, som muliggjorde Bonde-Practicas overlevelse som folkelæsning i 300 år.