Billedkalender 1513 på nettet

Kopi af billedkalender 1513, fra plakat fra Nationalmuseet

Nationalmuseet udgav engang en plakat med billedkalenderen fra 1513, både med for og bagside, således at man selv kunne lave en rekonstruktion.

Det kongelig Bibliotek har lagt en gammel evighedskalender fra 1513 på nettet http://www.kb.dk/permalink/2006/manus/765/dan

 Det er en meget flot gengivelse af kalenderen, vi her præsenteres for, vi kommer virkelig tæt på. Desværre følges den korte beskrivelse ikke af link til relevant litteratur. Her kan jeg så bidrage, i det jeg kan henvise til den artikel jeg skrev til MAGASIN nr. 2, september 1999, 14 årgang om månedsbilleder ’Middelalder og nutid’.  Artiklen kan findes på nettet, linket er http://per-olof.dk/cdt/months.htm, og særlig artiklerne af Lissa Børthy er af interesse i denne forbindelse.

 Mon ikke det er overdrevet at kalde den ’bondekalender’. Lissa Børthy jf. min litteraturliste, nøjedes med at kalde den ’billedkalender.

note til Åreladning og Bonde-Practica

Forsiden til ’Fornuften under troens lydighed. Naturfilosofi, medicin og teologi i Danmark 1536 – 1636’

I min artikel  ’Åreladning og Bonde-Practica’ i Nordnytt nr. 6 1979, har jeg på s. 51 skrevet, at det var en kendsgerning, at kirken forbød dissektion af mennesker og dermed forhindrede en tidligere afsløring af misforståelserne af hjertet og kredsløbet.

I Morten Fink-Jensens bog fra 2004: ’Fornuften under troens lydighed. Naturfilosofi, medicin og teologi i Danmark 1536 – 1636’ kan jeg imidlertid læse på s. 337, at jeg her videreformidler en populær fejltagelse. Hvad det nu var, som gjorde det vanskeligt at slippe af med misforståelserne omkring hjertet og kredsløbet, så var det ikke fordi der lå et kirkeligt forbud mod dissektion.

Da jeg gik meget op i Edv. Gotfredsen: Medicinens historie, kan jeg i dag godt se, at der redegøres for dissektioner i 15-1600 tallet og spekulere på, hvor jeg har hentet min opfattelse. Nu har jeg ikke sat årstal på, så det er ikke så enkelt at afdække. Det, jeg selv fandt var afgørende detaljer, har jeg sat noter ved, men ikke til denne ’kendsgerning’, selvom det kunne være interessant at vide!

Det som står tilbage er så, hvorfor dissektionerne ikke tidligere formåede at gøre op med de galenske misforståelser.

 Morten Fink-Jensens bog er en bog, som kan beskæftige en i lang tid, når man er optaget af den periode. Bogen er et opgør med misforståelser på mange områder, så jeg er føler mig ikke alene. Vi ved godt, at der begås fejl, og det er godt at få fejlene rettet. Hvad enten vi nu er amatører som jeg eller mere lærde, – f.eks. kalder han mig ‘Johansen’ . Det pågældende nummer af  Nordnytt kaldte mig ‘Johanson’ – hvilket læseren nok kunne tage højde for ved at læse litteraturhenvisningerne. Værre var, at redaktionen havde så lidt styr på de krøllede bogstaver, at nummerets tema ’Folkemedicin’ på forsiden blev til ’Jolkemedicin’!